Møde i Socialdirektørforum den 24. januar 2025

Udgivet 24.01.2025

UDVALG

Socialdirektørforum

MØDE

Møde i Socialdirektørforum den 24. januar 2025

STED

Online

STARTTIDSPUNKT

2025-01-24 09:00

SLUTTIDSPUNKT

2025-01-24 12:00


PUNKTER

1. Godkendelse af referat

2. Orientering om stigende sagstal og aktuel situation i Børnehus Syd

3. Forslag om at øge kapaciteten på de sikrede institutioner

4. Opsamling på organisering af FU og Socialdirektørforum

5. Opsamling på indsatser under Rammeaftale 2025 2026

6. Varslede takststigninger på botilbud – sag fra Aabenraa Kommune

7. Status CU Gravide med misbrug

8. Orienteringer

9. Eventuelt


1. Godkendelse af referat

Beslutning

Referatet blev godkendt.

Godkendelse af referat

Baggrund
Vedlagt som bilag er referat fra møde i Socialdirektørforum den 13. december 2024.

Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Socialdirektørforum, at

  • godkende referatet. 

Bilag

20241213 Referat fra møde i Socialdirektørforum den 13 december 2024 – uden bilag.pdf

2. Orientering om stigende sagstal og aktuel situation i Børnehus Syd

Beslutning

Der var positiv feedback til fremlæggelsen fra Børnehus Syd ved Annie og Ditte, herunder indsatsen for at håndtere det stigende antal sager. Præsentationen sendes med referatet ud.

Dialogen gik blandt andet på mulige årsager til det stigende sagstal:

  • Er der et stigende antal børn der desværre er i målgruppen?
  • Er der sket ændringer i kommunernes måde at henvise på?
  • Hvad betyder takstsammensætningen?  
  • Hvorfor er der geografiske forskelle, hvad betyder det?

Børnehus Syd er sammenlignelig med Børnehus Midt ift. antallet af børn og antallet af sager i børnehusene.

Børnehus Syd fremlagde også deres indsats for at håndtere udfordringerne med de stigende sagsstal herunder ift. rekruttering og fysisk kapacitet. Det blev drøftet, at hvis Børnehus Syd ønsker at etablere en fjerde matrikel, skal der forelægges en særskilt sag herom. 

Der lægges op til, at Strategisk arbejdsgruppe og Økonomisk arbejdsgruppe kigger på tallene og bagom tallene, herunder bl.a. i forskelle mellem de fem regioner.

Der arbejdes videre med, at dykke dybere ned i emnet og eventuelt sammen med børne- og ungeområdet. Børnehus Syd opfordres også til at kontakte Børne- og Kulturchefforeningen for en mere faglig drøftelse af udviklingen.

Orientering om stigende sagstal og aktuel situation i Børnehus Syd

Baggrund
Der er stigende sagstal i Børnehus Syd. Denne stigning er ekstraordinær, hvorfor Odense Kommune ønsker at orientere Socialdirektørforum om de aktuelle udfordringer, som det stigende sagstal medfører, samt om de initiativer, som er igangsat og påtænkes at blive iværksat for at imødekomme udviklingen.

Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Socialdirektørforum, at:

  • tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling
Landets børnehuse oplever en ekstraordinær stigning i antallet af sager sammenlignet med tidligere år. En mulig forklaring på denne stigning kan være, at initiativerne i Barnets Lov har øget kommunernes fokus på at benytte børnehusene. Desuden har Ankestyrelsens lovfortolkning i forhold til graden af det tværsektorielle samarbejde også påvirket stigningen. Endvidere kan ændringen i finansieringsmodellen også have medvirket til, at sagstallet er øget markant. Pr. 1. januar 2024 finansieres 80 % af børnehusets driftsomkostninger via objektiv betaling fra kommunerne i regionen og 20 % via takst pr. sag – tidligere var den objektive finansiering 60 % og taksten 40 %.

Udvikling i sagstallet på landsplan og i Børnehus Syd
Børnehusene forudså en stigning i antallet af sager blandt andet som følge af implementering af Barnets Lov, men stigningen har været markant større end først forventet.

I september 2024 forventede børnehusene, at sagstallet for 2024 ville stige til 3.871 sager, hvilket er 1.055 flere sager eller 37 % mere, end hvad børnehusene har budgetteret med for 2024. Denne afvigelse forventes at blive endnu større, idet børnehusene særligt har oplevet en markant stigning i antallet af sager i andet halvår af 2024.

Børnehus Syd har pr. 15. november 2024 fået henvist 920 sager, hvilket er 194 flere sager end det budgetterede niveau på 726 sager. Hvis der henvises det samme antal sager den sidste halvanden måned som i gennemsnittet i de øvrige måneder i 2024, forventer Børnehus Syd, at sagstallet stiger til 1.050-1.100. Hvis sagstallet stiger til 1.050 vil der være tale om en sagsstigning på 73 % fra 2023 til 2024 (fra 606 sager i 2023 til 1.050 sager i 2024).

Børnehusene forventer, at udviklingen i sagstallet fortsætter i 2025, hvorfor alle fem børnehuse har opjusteret sagstallet for 2025. Børnehus Syd forventer at få henvist 1.280 sager i 2025. Budget for 2025 baseres således på 1.280 sager.

Aktuel situation i Børnehus Syd
Det stigende sagstal betyder, at Børnehus Syds sagsbehandlingstid i nogle sager er forlænget. Desuden har det medført udfordringer i Esbjerg og Aabenraa i forhold til de fysiske rammer og rekruttering af kvalificerede psykologer.

Børnehus Syd har blandt andet opnormeret med 18 medarbejdere i 2024 og stabiliseret nogle af de relaterede ydelser for at nedbringe sagsbehandlingstiden. Børnehus Syd er i gang med at ansætte syv medarbejdere og finde midlertidige fysiske rammer til varetagelse af den aktuelle situation. Desuden arbejdes der med en afdækning af, hvordan det stigende sagstal fra de jyske kommuner kan imødekommes på den lange bane.

Børnehus Syd har som mål, at sagsbehandlingstiden som minimum skal bringes ned på niveau med 2023, hvorfor der er igangsat tiltag og flere påtænkes at blive iværksat for at nedbringe sagsbehandlingstiden. I 2023 levede Børnehus Syd i 85 % af sagerne op til kommunernes fire måneders frist i forhold til den børnefaglige undersøgelse.

Se det vedlagte bilag 1 som belyser sagsudviklingen, beskriver udfordringerne i Esbjerg og Aabenraa samt de handlinger, som Børnehus har igangsat og påtænker at iværksætte for imødekomme udviklingen.

Mundtlig orientering ved Børnehus Syds ledelse
Børnehus Syds ledelse deltager på mødet den 24. januar 2025 – herunder driftschef Annie Thyrri Jørgensen og børnehusleder Ditte Askerod. Børnehus Syds ledelse deltager for at give en nærmere orientering om, hvilken betydning sagsstigningen har for driften af Børnehus Syd, samt hvilke initiativer der er igangsat på den korte bane, og hvilke initiativer der påtænkes løbende at blive iværksat for at imødekomme udviklingen.
 

Bilag

Bilag 1 Notat vedr. stigende sagstal og aktuel situation i Børnehus Syd.pdf
Oplæg til SDF om stigende sagstal og aktuel situation i Børnehus Syd – den 24.01.2025.pdf

3. Forslag om at øge kapaciteten på de sikrede institutioner

Beslutning

René orienterede fra arbejdsgruppen, der er nedsat under Koordinationsforum. Der er positiv feedback til arbejdsgruppens afrapportering.

Christian orienterede om den aktuelle situation, hvor der på landsplan er 15 – 20 børn på venteliste for at komme ind på en sikret institution. 

Der er opbakning fra Socialdirektørforum til kapacitetsudvidelsen, og den melding tager de syddanske repræsentanter med til det kommende møde i Koordinationsforum, hvor der tages stilling til den videre proces. 

Forslag om at øge kapaciteten på de sikrede institutioner

Baggrund
Stigende pres på de sikrede institutioner  
De seneste år har der været pres på de sikrede institutioner. De administrative styregrupper besluttede i 2021 at øge antallet af pladser med 5 ekstra pladser på Sjælland, 2 flekspladser i Nordjylland og 1 fleksplads på Fyn. Pladserne blev etableret i 2022. Men det har vist sig ikke at være nok.

Indstilling 
Forretningsudvalget indstiller til Socialdirektørforum, at 

  • At arbejdsgruppens forslag til udvidelse af antal pladser på sikrede institutioner med  5-10  pladser, og den foreslåede tidsplan og placering af pladserne, drøftes og tages stilling til.
  • At beslutningen efterfølgende drøftes på et ekstraordinært møde i KL’s Koordinationsforum, hvor der tages stilling til den videre proces.

Sagsfremstilling
KL’s Koordinationsforum besluttede i april 2022 at nedsætte en tværsektoriel arbejdsgruppe, som sammen skulle belyse presset på de sikrede institutioner, herunder stigningen i sociale anbringelser, samt mulige veje at gå. De otte sikrede institutioner drives af regionerne og en enkelt af Københavns Kommune. Kommunerne har forsyningsforpligtelsen i forhold til sikrede institutioner.

Arbejdsgruppen har, i sin anden afrapportering til Koordinationsforum den 22. november 2024, haft særligt fokus på, at der mangler pladser på de sikrede institutioner. Herudover er der fokus på, at der på længere sigt skal arbejdes med blandt andet målgrupper og fleksible pladser. Afrapporteringen er vedlagt.  

Justitsministeriet har henvendt sig til KL, da ministeriet har fået en henvendelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet om, at der mangler pladser på sikrede institutioner. Ungdomskriminalitetsnævnet er blandt andet blevet opmærksom på, at der er sikrede institutioner, der har måtte afvise at modtage den unge, uanset at den unge er blevet visiteret til institutionen. KL har aftalt at holde Justitsministeriet orienteret om arbejdet med sikrede institutioner i KL’s Koordinationsforum . 

Social- og Boligstyrelsen undersøger desuden aktuelt målgruppen børn og unge med alvorlige kriminalitetsproblematikker, hvor de er optaget af tilbudsstrukturen til målgruppen, før, under og efter anbringelsen på en sikret institution, og om eventuelle kapacitetsudfordringer på de sikrede institutioner.

KL’s koordinationsforum besluttede på møde den 22. november 2024, at de fem administrative styregrupper skal drøfte en eventuel udvidelse af antal pladser på de sikrede institutioner. Resultaterne af de fem styregruppers drøftelser behandles på et ekstraordinært møde i KL’s Koordinationsforum 5. februar 2025. På mødet drøftes og tages stilling til den videre proces.

Forslag til udvidelse af antal pladser på sikrede institutioner
På baggrund af ventelister til de sikrede institutioner, anbefaler arbejdsgruppen, at der etableres 5-10 nye pladser på de sikrede institutioner indenfor det næste år – herunder særligt sikrede pladser i Østdanmark.

Københavns Kommune og de fem regioner har ansvaret for løbende at vurdere behovet for pladser, herunder også om antallet af pladser skal reduceres igen. 

Forslag til, hvordan der kan etableres nye pladser på sikrede institutioner
Arbejdsgruppen for de sikrede institutioner i Danmark har lavet en afsøgning af mulighederne for at oprette yderligere pladser på de sikrede institutioner i Danmark, herunder særligt sikrede pladser i Østdanmark. Her vurderes det, at der er mulighed for at oprette: 

•    3 sikrede pladser inden for kort tid (1-2 mdr.), 
•    4-5 sikrede pladser på mellem sigt (4-6 mdr.)
•    2-3 sikrede pladser på længere sigt (9-12 mdr.). 
•    5 særligt sikrede pladser i Østdanmark i løbet af 6 mdr.  

Ventelister på de sikrede institutioner og alternative tilbud til sikrede institutioner
Det er kommunernes børne- og ungeudvalg, Ungdomskriminalitetsnævnet (begge sociale anbringelser), eller en dommer (retlige anbringelser), der træffer afgørelse om at anbringe børn og unge på en sikret institution. 

Det seneste år har der været lange perioder med ventelister på de sikrede institutioner. Der er ikke systematisk indsamlet ventelistedata, men det vurderes, at der i gennemsnit har været 10 på venteliste gennem det seneste år. Aktuelt er der 21 børn og unge på venteliste (28. november 2024).  

Kommunerne har derfor udviklet andre tilbud/løsninger til børn og unge, der er truffet afgørelse om, skal anbringes på en sikrede institution.

Alternativer til de retslige anbringelser
Når der ikke er ledig kapacitet på de sikrede institutioner, er det ikke muligt for unge, med et retsligt grundlag, – fx varetægtsfængsling i surrogat – at få ophold. Den unge vil i stedet skulle sidde varetægtsfængslet i arresten/fængsel. 

Når de unge sidder varetægtsfængslet i arresten/fængsel, er de typisk isoleret i 23 af døgnets 24 timer. De har som udgangspunkt en times socialisering med andre, som ofte er voksne, dvs. over 18 år.

Varetægtsfængsling af unge i almindelige arrester/fængsler er således udelukkende at betragte som en nødløsning. 
 
Alternative tilbud/løsninger til en social anbringelse på en sikret institution
Det er kommunernes vurdering, at de tilbud, som børn og unge kan få, mens de venter på en plads på sikret institution ud fra en samlet vurdering, ikke er tilstrækkelige. Vurderingen dækker både over sikkerheden for børnene selv og/eller andre og det socialfaglige indhold af tilbuddet. 

Dertil kommer den ekstra økonomiske og administrative byrde, som kommunerne må bære ved ventelistetilbuddene. 

I vedlagte bilag 2 er beskrevet 3 cases med soloprojekter, som alternativ til en anbringelse på en sikret institution. I de 3 cases varierer døgnprisen fra ca. 7.500 til ca. 20.000 kr.  

I vedlagte bilag er også en case med en ung, der fortsætter anbringelsen på en åben institution med støtte, som alternativ til anbringelse på en sikre institution (case 4). Døgnprisen er 4.900 kr. 

Til sammenligning kan prisen for en social anbringelse på en sikret institution variere fra ca. 7.000 til ca. 10.000 kr.  pr. døgn.  

Finansiering af pladser på sikrede institutioner – og prisen pr. døgn
De samlede kommunale udgifter til sikrede døgninstitutioner var i 2023 på 247 mio. kr. (24-pl) Hertil skal tillægges ca. 94 mio. kr. til udgifter til sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger ifm. afgørelser i regi af Ungdomskriminalitetsnævnet. I alt ca. 341 mio. kr.

Ifølge Danmarks Statistik kan identificeres 104 helårsanbringelser. Det svarer til en gennemsnitlig helårspris på ca. 3,3 mio. kr.

Retlige anbringelser
Kommunerne betaler en fast takst (kriminalpræventiv takst) på 1.652.253 kr. årligt (2024-niveau) for unges ophold i sikrede døgninstitutioner, når ophold sker på baggrund af en varetægtsfængsling, afsoning eller idømt foranstaltning (retlige anbringelser.)  Det svarer til en takst pr. døgn på 4.527 kr. Hertil skal tillægges den fælles objektive finansiering, som er forskellen på prisen pr. døgn fratrukket den kriminalpræventive takst på 4.527. pr. døgn. Døgnprisen på en sikret institution varierer fra ca. 7.000 til ca. 10.000 kr.  pr. døgn.  

Den objektive finansieringsandel fordeles mellem landets kommuner efter antallet af 15-17-årige, der bor i de enkelte kommuner pr. 1. januar i året forud for driftsåret.

Et eventuelt over- eller underskud på den objektive finansiering i forhold til det endelige regnskab indregnes i beregningsgrundlaget for efterfølgende år.

Sociale anbringelser
For børn og unge, der er anbragt af hensyn til barnet eller den unges sikkerhed eller for at tilvejebringe et grundlag for socialpædagogisk behandling (sociale anbringelser) finansieres opholdet på den sikrede døgninstitution 100 pct.  af den anbringende kommune. Taksten pr. døgn for en social anbringelse er omkring det dobellet af taksten pr. døgn for retlige anbringelser kan variere fra ca. 7000 kr. til 10.000 kr. pr. døgn (fra ca. 2,6 mio. kr. til 3,7 mio. kr. årlig).

Bilag

  • Vedlagte bilag 1:”Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende sikrede institutioner med forslag til tiltag” fra november 2024, har arbejdsgruppen formuleret 8 forslag til tiltag, herunder Det indstilles at arbejdsgruppens forslag til udvidelse forslag 1 om en udvidelse af kapaciteten på de sikrede institutioner. 
  • Vedlagte bilag 2: ” Beskrivelse af 4 cases med eksempler på alternative tilbud/løsninger til børn og unge, der er truffet afgørelse om, skal anbringes på en sikret institution”.  

Bilag

Bilag 1_Afrapportering sikrede institutioner 15.11.2024.docx
Bilag 2 med 4 cases med alternative tilbud til børn og unge.docx

4. Opsamling på organisering af FU og Socialdirektørforum

Beslutning

Der var tilfredshed med processen.

Der var opbakning til pointerne i opsamlingen. Herunder, at nuværende organisering og mødefrekvensen fastholdes og at Forretningsudvalget varetager rollen som næstformand når det er relevant. Der er opbakning til at kommunerne byder ind med oplæg eller lignende til de mere tematiske drøftelser, som udgangspunkt i forbindelse med fysiske møder. 

Der udarbejdes på baggrund af dette og det følgende punkt på dagsordenen et årshjul for møderne i 2025, hvor temaer til drøftelse fremgår. Årshjulet forelægges på næste møde.

 

Opsamling på organisering af FU og Socialdirektørforum

Baggrund
I efteråret 2024 skulle der findes en ny formand for Socialdirektørforum. Formandsskiftet og processen omkring formandsskiftet medførte en drøftelse af, om der var behov for en ændring af organiseringen af Socialdirektørforum og opgavefordelingen. På møde i Socialdirektørforum den 13. december 2024 blev organiseringen drøftet.

Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Socialdirektørforum, at

  • drøfte hvordan processen for drøftelserne fungerede og
  • beslutte den fremtidige organisering.

Sagsfremstilling
På mødet i Socialdirektørforum den 13. december 2024 blev organiseringen og opgavefordelingen ift. Forretningsudvalget og SDF drøftet. Medlemmerne af Socialdirektørforum drøftede i grupper hvilke ønsker de havde til det fremtidige organisering og opgavefordelingen. Efter gruppedrøftelserne fremlagde grupperne deres vigtigste pointer i plenum, og der var en fælles drøftelse af de overordnede emner.

Hver gruppe havde udarbejdet et skriftligt produkt med deres ønsker for den fremtidige organisering og opgavefordelingen.

På baggrund af gruppernes arbejde er der udarbejdet et forslag til fremtidig organisering og opgavefordeling, som Socialdirektørforum skal tage stilling til.
 

Bilag

Opsamling på gruppe drøftelser om organisering af FU og SDF.pdf

5. Opsamling på indsatser under Rammeaftale 2025 2026

Beslutning

Der var tilfredshed med processen. Der er opbakning til prioriteringen af indsatserne som de fremgår af opsamlingsskemaet. Der udarbejdes en tidsplan for det videre arbejde. 

Der var en god drøftelse af borgeroplevet kvalitet, som mange har fokus på, og der er et ønske om at fastholde momentum ift. det videre arbejde med det emne. 

Der var også en god drøftelse af kapacitet og kvalitet herunder kommunernes arbejde med kontrakter og et forslag om at der arbejdes med at undersøge om det er muligt, at samarbejde om en beskrivelse af parametre for kvalitet som et redskab til kommunernes vurdering af kvalitet på et tilbud (eks. hvilke overenskomster der arbejdes under og andre parametre).

I forhold til økonomisk styring orienterede Mette om foretræde for K22, som ønsker en tilbagemelding til KKR med status på de fem målgrupper/områder, som Socialdirektørforum tidligere har fået til opgave at sætte fokus på. 

Kommunerne i Region Sjælland har gennem længere tid arbejdet med tværkommunale modeller for forhandling af kontrakter og et fælles blik på styring og visitation. Der er enighed om at række ud til kollegerne på Sjælland for at høre nærmere på et kommende møde. 

Opsamling på indsatser under Rammeaftale 2025 2026

Baggrund
Kommunerne i Syddanmark har godkendt Rammeaftale 2025-2026. Den nye rammeaftale har 5 indsatsområder, og hvert indsatsområde har flere underpunkter. Socialdirektørforum drøftede på møde den 13. december 2024, hvordan de 5 indsatsområders underpunkter skal prioriteres.

Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Socialdirektørforum, at

  • drøfte hvordan processen med prioriteringer fungerede
  • drøfte opsamlingen og give input til indsatserne og
  • beslutte om prioriteringen af opgaverne skal være, som de fremgår af opsamlingsskemaet.

Sagsfremstilling
Der arbejdes på at lægge en plan for arbejdet med Rammeaftale 2025-2026, hvor retningen for arbejdet er prioriteret af Socialdirektørforum.

Socialdirektørforum havde på mødet den 13. december 2024 en workshop hvor de skulle prioritere hvilke underpunker der skal prioriteres i henholdsvis 2025 og 2026.

Der er udarbejdet en opsamling af gruppernes arbejde som er vedhæftet i bilag. 
 

Bilag

Skema. Prioritering af indsatser for Rammeaftale 2025 2026.pdf

6. Varslede takststigninger på botilbud – sag fra Aabenraa Kommune

Beslutning

Karen introducerede til drøftelse omkring takster. Det gav anledning til en god dialog om muligt konkrete handlinger der kan tages for et dybere samarbejde omkring takster og gensidige varslinger ift. ændringer i taksterne. 

Økonomisk arbejdsgruppe blev bedt om at komme med konkret forslag til et takst-årshjul med terminer for orientering af hinanden om forventninger til kommende års takstudvikling. 

Varslede takststigninger på botilbud – sag fra Aabenraa Kommune

Baggrund
Aabenraa Kommune har fra flere regioner og fra nogle andre kommuner modtaget meddelelse om takststigninger for kommunens borgere i boenhedstilbud efter serviceloven.

Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Socialdirektørforum, at

  • drøfte takststigninger, begrundelse og varsling af takststigninger.

Sagsfremstilling
Karen Storgaard Larsen, Aabenraa Kommune introducerer til drøftelsen.

Takststigningerne ligger ud over den pris- og lønfremskrivning på 5,51%, som er beregnet af økonomisk arbejdsgruppe (KL's generelle P/L fremskrivning ligger på 3,9 procent) og fremgår af budgetvejledningen. Stigningerne ud over 5,51 % skal derfor begrundes. Stort set alle regioner og kommuner begrunder stigningen i øget krav til dokumentation. Der er er ikke sket lovmæssige ændringer til dokumentation. Derfor bør opgaverne løses indenfor nuværende økonomiske ramme med mindre køberkommunen efterspørger yderligere dokumentation. 

Aabenraa Kommune ønsker en generel drøftelse af takststigningerne ud over 5,51 %. Ønsket er begrundet i det øgede fokus, der er på takster på det specialiserede område. Når taksterne stiger ud over 5,51%, er der alt andet lige tale om et øget serviceniveau (her primært på dokumentation), som ikke er efterspurgt af os som køberkommune. 
 

7. Status CU Gravide med misbrug

Beslutning

René orienterede fra arbejdet med afrapporteringen på styrelsens Centrale Udmelding om gravide med skadeligt rusmiddelbrug. 

Orienteringen blev taget til efterretning. 

Status CU Gravide med misbrug

Baggrund
Social- og Boligstyrelsen udsendte den 14. maj 2024 en anmodning om fornyet behandling af kommunernes tilrettelæggelse og organisering af døgnbehandlingsindsatsen til udsatte gravide med et skadeligt rusmiddelbrug.
Besvarelse af den fornyede behandling skal ske inden den 31. maj 2025.

Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Socialdirektørforum, at

  • tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling
René Junker, Syddanmarks repræsentant i styregruppen for udarbejdelse af afrapportering, orienterer. 

Arbejdsgruppen er i gang med at skrive et oplæg til afrapportering.

Hovedpunkter:

  • Perspektivering af tallene fra Social- og Boligstyrelsen
  • Det anerkendes, at det er en sårbar målgruppe der skal have hjælp
  • Familieambulatorierne ser målgruppen og det er naturligt, at oprettelse af eventuelle døgntilbud (det bemærkes, at det bliver en udfordring at oprette et faglige og økonomisk bæredygtigt tilbud) skal ske i sammenhæng hermed og selvfølgelig i fortsat stærkt samarbejde med kommunerne.
  • Det anbefales, at regionerne opretter (eventuelle) døgntilbud til målgruppen
  • Statslig finansiering er nødvendigt. 

Tidsplan for afrapportering
 

Tidspunkt Handling
7. jan 2025 Arbejdsgruppemøde 
Februar 2025 Finpudsning af afrapportering
Marts 2025 Godkendelse i styregruppen
Marts / april 2025 Godkendelse i Socialdirektørforum (7. marts eller per mail)
April 2025 Afrapportering på K22/KKR (9. april 2025)
April og maj 2025 Godkendelse i kommunalbestyrelser
31. maj 2025 Frist for afrapportering til Social- og Boligstyrelsen

Proces for godkendelse af afrapporteringen
Det forventes, at godkendelsesprocessen for afrapporteringen bliver som følger: Afrapportering godkendes i styregruppen, derefter i de 5 administrative styregruppe (Socialdirektørforum i Syd), derefter i de fem KKR'er og til sidst i kommunalbestyrelserne.

 

8. Orienteringer

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning. 

Der var et spørgsmål til kommissoriet om hvem de principielle betragtninger bliver delt med herunder om det kun er i det lukkede forum de deles eller der informeres ud. 

Orienteringer

Baggrund
Der er indkommet emner til orientering med en kort beskrivelse og eventuelle bilag vedlagt.

Indstilling
Det indstilles, at

  • Socialdirektørforum tager orienteringerne til efterretning

Nyt kommissorium for Dialogforum mellem Ankestyrelsen og kommunerne er vedhæftet som bilag.
Kommissoriet er ændret på baggrund af kommuneøkonomiaftalen for 2025, hvori regeringen og KL blandt andet har aftalt, at Dialogforum fremadrettet skal have mulighed for at udtale principielle betragtninger til principmeddelelser forud for offentliggørelse samt en ændret sammensætning af Dialogforum.
Claus Fjeldgaard orienterer. 

Bilag: Kommissorium

Opfølgning på initiativer i ØA25 og rammeaftale på handicapområdet
Delaftalen på det specialiserede socialområde i økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL indeholder en række tiltag, der skal bidrage til bedre styring på socialområdet, så ressourcerne bruges bedst muligt og bidrager til en faglig og økonomisk bæredygtig udvikling af socialområdet.  
 
En række af disse initiativer indgår samtidig i rammeaftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet mellem regeringen og flere partier, der blev indgået i forlængelse af samarbejdet i Sammen om Handicap (SOH). Dialogen i SOH er genoptaget efter ministerskifte.  
 
I lovprogrammet for 2024/25 indgår en række af initiativerne fra disse aftaler:

  • Mere risikobaseret socialtilsyn m.v.
  • Loft over taksterne for krisecentre og herberger og ny model for kapacitetsstyring på herbergsområdet
  • Forenkling af merudgiftsydelsen
  • Takstmodel for borgerstyret personlig assistance
  • Indførelse af formaliseret beløbsgrænse for alternative tilbud
  • Indførelse af specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet.  

KL har fokus på at sikre, at de aftalte initiativer udmøntes på en måde, der giver kommunerne ordentlige rammer til at give den rette hjælp til borgerne samtidig med, at det lokalpolitiske råderum øges.  
 
Desuden arbejder KL sammen med staten videre med øvrige initiativer, herunder:

  • Nye rammer for kapacitetsstyring og etablering af særlige botilbudspladser til borgere med særligt komplekse behov og udadreagerende adfærd
  • Udvikling af nyt takstsystem for socialområdet 

Der afholdes virtuelle møder for socialdirektører og -chefer, når aktuelt, i forhold til at orientere om fremdrift i initiativerne og understøtte vidensdeling mellem kommunerne.

Bilag

Kommissorium af 19. december 2024 for Dialogforum mellem Ankestyrelsen og kommuner_endeligt.pdf

9. Eventuelt

Beslutning

Ang. status til K22

Mette orienterede fra møde i K22, hvor hun gav en status fra det specialiserede socialområde. K22 bad om, at der bliver fulgt op ift. tidligere sag om kapacitetsudbygning.

Der er en opmærksomhed på, at udforske hvad kommunerne kan samarbejde dybere om.

K22 fulgte indstillingen fra Socialdirektørforum ift. udbygningen til borgere med dobbeltdiagnose i Middelfart. Sagen om underskudsmodellen behandles på møde i KKR Syd den 7. februar 2025.

Ang. CU udviklingshæmning og dom

René orienterede om det videre arbejde med de handlinger der er anbefalet i afrapporteringen, der blev afleveret til Social- og Boligstyrelsen ultimo 2024 og under et møde med styrelsen den 15. januar 2025.

KL har arbejdet videre med at få Ministeriet til at kigge på takstfinansiering af borgere med domstype 2.

Der er et fokus på, at kommunerne tager fat på de anbefalinger, der ligger i afrapporteringen, herunder at der arbejdes med hjemtagning af de 15 borgere, som Kofoedsminde vurderer kan udsluses. Kommuner, der har en borger i den målgruppe, opfordres til at arbejde på hjemtagning. 

Styrelsen varslede, at de vil fremsende nogle konkrete spørgsmål til tal mm. der fremgår af afrapporteringen.

Ifm. overleveringen opfordrede kommunernes repræsentanter til, at styrelsen arbejder videre med stigningen i varetægtsurrogat, der lægger et betydeligt pres på kapacitet på Kofoedsminde.

ang. Røjleskov i Syddanmark

Christian orienterede om, at der er frie pladser på tilbuddet.

Målgruppen er: 

"Ungehuset Røjleskov er en delvist lukket institution for sårbare og udsatte unge med forskellige vanskeligheder som fx udadreagerende og kriminel adfærd, misbrugsproblematikker eller psykiatrinære problemstillinger."

I nogle tilfælde kan tilbuddet benyttes i stedet for sikrede institutioner.

Eventuelt