Sammen om Psykiatri tager sit udgangspunkt i en dialog om psykiatri og de fælles udfordringer, som fandt sted på møde mellem Socialdirektørforum, Sundhedsstrategisk forum og behandlingspsykiatrien i Region Syddanmark i oktober 2016.
Projektet finansieres ligeligt mellem Region Syddanmark og Socialdirektørforum.
Baggrund
Mange borgere med psykiske lidelser har i kortere eller længere perioder af deres liv behov for såvel en behandlingsindsats som en social indsats dvs. både en indsats fra region og kommune. Borgere med psykiatriske lidelser oplever ofte at skulle krydse mellem sektorer – fra behandlingspsykiatrien til et kommunalt/regionalt tilbud og tilbage igen. For nogle borgere sker dette kryds mange gange i løbet af livet. For borgere med psykiske lidelser er det vigtigt at opleve sammenhæng i indsatsen. Der er derfor behov for at udvikle et endnu bedre samspil i såvel planlægning af kapacitet og indsatser som i daglig praksis i det konkrete borgerforløb. Ved manglende sammenhæng i indsatserne er der risiko for, at den enkelte får en ufuldstændig indsats, som ikke tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov og ønsker. En usammenhængende indsats kan resultere i genindlæggelse eller tab af funktionsevne og livskvalitet. Sammenhæng og samtidighed med klare aftaler er i høj grad nødvendig for at sikre, at indsatserne for borgeren er effektive og af høj kvalitet.
Projektets formål
Det overordnede formål er at skabe bedre sammenhæng i indsatserne for borgerne. Den bedre sammenhæng skal bl.a. medvirke til færre indlæggelser, øget ambulant behandling og mere progression for borgerne. Dette skal opnås ved, at kendskabet sektorerne imellem øges, at samarbejdet, samtidigheden og tværfagligheden i indsatserne styrkes og der udvikles bedre samarbejdsformer mellem behandlingspsykiatrien og kommuner.
Mål
- At borgerne oplever øget sammenhæng, samarbejde og samtidighed i indsatsen
- At borgerne i projektet oplever færre indlæggelser
- At borgerne oplever mere progression
Projektets indsatsområder
Indsatsområderne for projektet er:
- Fælles kompetenceløft
- Samarbejde om konkrete, udvalgte borgere
- Systematisk samarbejde
Projektets målgruppe
Borgere
Målgruppen er borgere med psykiske lidelser, som modtager indsatser fra såvel behandlingspsykiatrien som i den regionale og det kommunale socialområde. Målgruppen er borgere fra 20 år. Indsatser målrettet børn og unge indgår i satspuljeprojektet om hurtig udredning og lette adgange til psykiatrien.
Medarbejdere
Det generelle kompetenceløft er målrettet alle medarbejdere og ledere i såvel behandlingspsykiatrien som socialpsykiatrien.
Aktiviteter og metoder
Projektet omfatter de 22 syddanske kommuner – såvel sundheds- som socialområdet samt Region Syddanmarks socialpsykiatri og behandlingspsykiatri. Projektet består af to samtidige indsatser – et fælles kompetenceløft og samarbejde om konkrete udvalgte borgere.
Dokumentation og evaluering
Sammen om psykiatri monitoreres og følges løbende. Udover de kvantitative monitoreringer af udviklingen, som baseres på eksisterende redskaber, udarbejdes der tracerforløb, som måler effekten for de enkelte borgere. Herudover udarbejder projektlederen i samarbejde med kommuner og psykiatrien en evaluering af processen.
Formidling og kommunikation
I forhold til kommuner, psykiatriske afdelinger samt øvrige samarbejdspartnere, vil der blive udsendt skriftlig information om projektet. Desuden vil projektet blive drøftet i de relevante samarbejdsfora – herunder de psykiatriske samordningsfora, Sundhedsstrategisk forum, Socialdirektørforum og KKR. Psykiatri- og Socialudvalget samt Psykiatrisk Dialogforum i Region Syddanmark informeres om projektets formål og indsatser samt de opnåede erfaringer.